Forside Mail Sitemap
DANSK CHOW CHOW KLUB
Bestyrelsesmøde o.a.
Medlemstilbud
Etiske anbefalinger
Udvalg
Tilmeldingsblanket

 

 

KLUBBEN LOVE
 
 
Klubbens love  

§ 1 – NAVN OG HJEMSTED

Klubbens navn er DANSK CHOW CHOW KLUB (forkortet DCCK).

DCCK, der er stiftet den 4. Marts 1972, er en af DANSK KENNEL KLUB (DKK) anerkendt og med denne samarbejdende specialklub.

Klubbens hjemsted og værneting er hos den til enhver siddende formand.

 

§ 2 – ORGANISATION

DANSK CHOW CHOW KLUB er opbygget med:

 

a.

Generalforsamling

b.

Bestyrelse

c.

Medlemsblad

d.

Kontakt-/arrangementsudvalg

e.

Ejerskifteudvalg

f.

Hvalpeanvisning

g.

Oplysningskartotek

h.

Sundhedsudvalg

i.

Andre udvalg

 

a.

Generalforsamlingen er i alle henseender DCCK's højeste myndighed. Dog med urafstemning i henhold til § 17.

b.

Bestyrelsen består af formand, næstformand, kasserer, sekretær og 1 bestyrelsesmedlem.

c.

Medlemsbladet, hvis navn er CHOW CHOW, Redigeres af et bladudvalg med klubformanden, som ansvarshavende redaktør.

d.

Kontakt-/arrangementsudvalg nedsættes af bestyrelsen og har til opgave at varetage udførelsen af opgaver afstukket af og/eller godkendt af denne.

e.

Ejerskifteudvalget ledes af en af bestyrelsen udpeget person.

f.

Hvalpeanvisningen varetages af en af bestyrelsen udpeget person.

g.

Oplysningskartoteket føres af en af bestyrelsen udpeget person.

h.

Sundhedsudvalget nedsættes af bestyrelsen og har til opgave at arbejde med forhold omkring racens tarv, sundhed o. lign.

i.

Andre udvalg. Bestyrelsen kan til enhver tid nedsætte udvalg, jf. § 12.

 

§ 3 – KLUBBENS FORMÅL

Dansk Chow Chow Klub har til formål at arbejde til fremme af kendskabet til chow chow’en samt arbejde for dens tarv, herunder sundhed og gennem rådgivning i hensigtsmæssig avl at bevare racens standard, eksteriør, temperament samt øvrige egenskaber og historie, hvilket søges opnået ved afholdelse af udstillinger, mødevirksomhed, rådgivning, udgivelse af medlemsblad og/eller lignende.

Alt i samarbejde med DKK og i overensstemmelse med dennes formål, love og internationale forpligtelser.

 

§ 4 – AVLSARBEJDE

DCCK er DKK's sagkyndige indenfor avlsarbejdet vedrørende chow chow-racen og er berettiget til at fastsætte regler for eget avlsarbejde, samt – såfremt arvemæssige begrundelser herfor foreligger – efter godkendelse i DKK’s sundhedsudvalg at indføre avlsforbud.

Grundlaget for avlsarbejde og restriktioner er den af FCI for racen anerkendte standard.

 

§ 5 – MEDLEMSKAB

Som medlem kan optages enhver, der opfylder betingelserne for medlemskab af DKK.

Klubben har følgende former for medlemmer:

                   Aktive medlemmer

                   Familiemedlemmer

                   Æresmedlemmer

                   Kontingentfrie medlemmer (kun jf. denne §)

 

Aktive medlemmer er efter seks måneders medlemskab stemmeberettigede og valgbare i alle klubbens anliggender, dog under hensyntagen til § 7, 1. afsnit, når myndighedsalder er opnået, samt der ikke foreligger kontingentrestance pr. 31.01. i generalforsamlingsåret.

Familiemedlemmer forudsættes at have tilhørsforhold til en husstand, hvor mindst én person er aktivt medlem.

Myndige medlemmer er efter seks måneders medlemskab stemmeberettigede og valgbare i alle klubbens anliggender, dog tillades der kun et medlem fra hver husstand i klubbens bestyrelse. Plads i udvalg tillades. Foreligger der kontingentrestance pr. 31.01. i generalforsamlingsåret, bortfalder stemmeberettigelse og valgbarhed.

Æresmedlemmer kan udnævnes af bestyrelsen.

Æresmedlemmer er kontingentfrie og deres rettigheder de samme som for aktive medlemmer.

Kontingentfrie medlemmer er DKK’s formand og direktør. De har taleret, men ikke stemmeret og kan ved klubbens generalforsamling og øvrige arrangementer lade sig repræsentere ved stedfortræder fra DKK's bestyrelse.

Indmeldelse. Medlemskab af klubben opnås ved indbetaling af kontingent.

Umiddelbart efter indbetalingens registrering tilsendes det nye medlem klubbens love og publikationer.

For aktive medlemmer er abonnement på klubbladet CHOW CHOW indbefattet.

Udmeldelse af klubben kan kun ske skriftligt til klubbens kasserer med mindst én måneds varsel.

Refusion af kontingent kan ikke finde sted.

 

§ 6 – KONTINGENT

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen og opkræves helårligt i januar måned.

Ved indmeldelse efter 1. juli betales halvt kontingent.

 

§ 7 – BESTYRELSE

DCCK’s bestyrelse vælges for en treårig periode på klubbens generalforsamling.

For bestyrelsesmedlemmer kræves medlemskab af Dansk Kennel Klub.

Formand og kasserer vælges ved direkte valg.

Herudover vælges tre bestyrelsesmedlemmer, der umiddelbart efter generalforsamlingen konstituerer sig selv, i samråd med formanden og kassereren, med: næst-formand, sekretær og bestyrelsesmedlem.

Valgturnus fordeles således: Første år vælges 2 bestyrelsesmedlemmer, andet år vælges kasserer samt 1 bestyrelsesmedlem og tredje år vælges formanden.

Genvalg kan finde sted.

Ved unormal afgang af bestyrelsesmedlemmer, indtræder suppleanter indtil førstkommende generalforsamling.

 

§ 8 – BESTYRELSENS FORRETNINGSORDEN

Der kræves tilstedeværelse af flertal, for at bestyrelsen kan være beslutningsdygtig.

Formanden tegner og repræsenterer klubben, og – eller i dennes fravær næstformanden – leder bestyrelsesmøder og medlemsarrangementer.

Han/hun drager endvidere omsorg for, at der afvikles mindst fire bestyrelsesmøder om året.

Det er i øvrigt formandens pligt at drage omsorg for, at den øvrige bestyrelse holdes ajour med hensyn til førte forhandlinger og trufne aftaler/beslutninger.

Formanden kan, hvor særlige forhold taler herfor, med den øvrige bestyrelses accept lade sig repræsentere af et andet medlem af bestyrelsen.

Næstformanden skal være rede til at overtage formandens pligter, såfremt denne melder forfald eller i anden henseende skal aflastes.

Han/hun er i øvrigt ansvarlig for klubbens materielbeholdning.

Sekretæren drager i samarbejde med formanden omsorg for, at de af denne førte referater underskrives af de i mødet deltagende bestyrelsesmedlemmer.

Det er tillige sekretæren, der drager omsorg for protokollens tilstedeværelse på klubbens generalforsamling.

I tilfælde af sekretærens forfald udpeges en anden referent.

Det er endvidere sekretærens opgave at føre klubbens journal, idet alt til klubben indgået korrespondance tilgår denne, der arkiverer og afslutter sagerne i datoorden.

Sekretæren har ansvaret for, at der i først udkomne medlemsblad offentliggøres et fyldestgørende referat fra alle bestyrelsesmøder.

Kassereren fører klubbens kassebog og har ansvaret for at ind- og udbetalinger sker til tiden, ligesom han/hun drager omsorg for, at medlemsregistret til enhver tid er ajourført.

Han/hun orienterer på bestyrelsesmøderne om klubbens økonomiske situation.

Kassereren har tillige ansvaret for klubbens regnskaber foreligger i revideret stand på klubbens generalforsamling.

Bestyrelsesmedlemmet varetager tildelte opgaver.

Suppleanterne benævnes henholdsvis 1. og 2. suppleant efter opnået stem-metal, og kan indkaldes til varetagelse af bestyrelsesopgaver i tilfælde af bestyrelsesmedlems længere tids fravær, og skal indtræde i bestyrelsen ved bestyrelsesmedlemmers afgang i utide.

 

Konstituering skal ske umiddelbart efter generalforsamlingen og offentliggøres i næstkommende nummer af klubbladet.

 

Rekonstituering. I tilfælde af formandens forfald i valgperioden, indtager næstformanden formandsposten indtil førstkommende generalforsamling, hvor nyopstilling og valg skal finde sted.

Valgperioden vil for den nyvalgte formand være indtil der oprindeligt skulle være formandsvalg, hvorefter normal turnus følges.

Bestyrelsesmedlemmet indtræder som næstformand efter samme retningslinier indtil næste generalforsamling, hvorefter bestyrelsesmedlemmet igen indtræder på sin bestyrelsespost og er på valg i henhold til den normale valgturnus.

Indtrædende suppleant indtager pladsen som bestyrelsesmedlem.

Ved kassererens forfald, indtræder den suppleant, der er for tur i bestyrelsen. Bestyrelsen udpeger et bestyrelsesmedlem som kasserer, herefter rekonstituerer den øvrige bestyrelse sig jf. reglerne i § 7. Et af bestyrelsesmedlemmerne indtræder nu som kasserer til førstkommende valg, hvor nyopstilling og valg skal finde sted, hvorefter bestyrelsesmedlemmet igen indtræder på sin bestyrelsespost og er på valg i henhold til den normale valgturnus.

Valgperioden vil for den nyvalgte kasserer være indtil der oprindeligt skulle være kasserervalg, hvorefter normal turnus følges.

 

Repræsentanter. DCCK repræsenteres ved DKK’s repræsentantskabsmøde efter de i dennes love fastsatte bestemmelser herom.

Repræsentanter, af hvem der kræves medlemskab af DKK, udpeges af DCCK’s bestyrelse.

 

§ 9 – REGNSKAB

Klubbens samt nedsatte udvalgs regnskaber følger kalenderåret og skal i revideret og underskrevet stand tilsendes medlemmerne i forbindelse med indvarslingen til generalforsamlingen.

Regnskaberne opdeles i klub-, udvalgs- og udstillingsregnskaber.

 

§ 10 – REVISION

DCCK’s regnskaber revideres mindst én gang årligt af klubbens revisorer.

Disse vælges på klubbens ordinære generalforsamling for en toårig periode, således at én afgår hvert andet år.

Genvalg kan finde sted.

Revisionen finder så vidt muligt sted på kassererens bopæl.

For 1 år af gangen vælger generalforsamlingen en revisorsuppleant.

 

§ 11 – KLUBBLAD

DCCK udgiver klubbladet CHOW CHOW, der udkommer mindst fem gange årligt.

Formanden er ansvarshavende redaktør.

Herudover udpeger bestyrelsen en teknisk/faglig redaktion (bladudvalg).

Redaktionens arbejdsgrundlag fastsættes efter aftale med bestyrelsen.

 

Der kan træffes administrativ beslutning om udgivelse af ekstra udgivelser, mens beslutning om flere eller færre faste årlige udgivelser træffes af generalforsamlingen.

 

§ 12 – UDVALG

Kontakt-/arrangementsudvalg. Bestyrelsen udpeger en koordinator til hvert af sådanne udvalg, p.t. 2:

                 et omfattende Bornholm, Sjælland og Lolland-Falster

                 et omfattende Fyn med omliggende øer og Jylland

Koordinatoren, der er ansvarlig overfor bestyrelsen, udvider selv ”sit” udvalg med 4-6 personer, der forinden tiltrædelse skal godkendes af klubbens bestyrelse.

Udvalgene har til opgave at iværksætte medlemsaktiviteter såsom ringtræning, foredrag, udflugter osv.

Herudover kan udvalgene være behjælpelige med løsning af opgaver i forbindelse med tilrettelæggelse og gennemførelse af udstillinger og andre af bestyrelsen bestemte arrangementer i lokalområderne.

Alle af udvalgene tilrettelagte arrangementer skal forelægges og godkendes af bestyrelsen.

Udvalgene er regnskabspligtige overfor DCCK og dennes bestyrelse, der fastsætter udvalgenes økonomi.

Antallet af sådanne udvalg kan administrativt ændres efter klubbens medlemstal og disses stedlige fordeling.

Ejerskifteudvalg. Bestyrelsen udpeger en person til varetagelse af udvalgets opgaver, der består i at formidle nye hjem til chow chow'er, der af den ene eller anden årsag ikke kan forblive i sit hjem.

Udvalget referer direkte til DCCK's bestyrelse og er regnskabsmæssigt ansvarlig overfor denne, der efter forhandling med udvalget fastsætter udvalgets økonomi.

Udvalget kan om nødvendigt suppleres med yderligere af bestyrelsen godkendte medlemmer.

Hvalpeanvisning. Til formidling af hvalpesalg og –køb udpeger bestyrelsen en person, hvis opgave det er at udfærdige og ajourføre en liste over tilmeldte hvalpe og efter henvendelse tilsende denne til interesserede.

Oplysningskartotek. Til varetagelse af klubbens billed- og pressearkiv, samt føring af klubbens avlsregister udpeger bestyrelsen en person med reference til bestyrelsen.

Arkivets/registrets oplysninger stilles efter anmodning herom til rådighed for klubbens medlemmer. Udvalgets økonomi fastsættes af bestyrelsen.

Sundhedsudvalg. Bestyrelsen nedsætter et udvalg, der har til opgave at arbejde ud fra klubbens §§ 3 og 4, jf. § 2. Udvalget er selvsupplerende, men nye medlemmer skal dog godkendes af bestyrelsen. Udvalget udpeger selv koordinator.

Til hjælp for udvalgets arbejde fører dette et register, kaldet Sundhedsregistret. I Sundhedsregistret opføres data til brug i forbindelse med avl og arvelighed mm. Sundhedsudvalget er klubbens ekspertise indenfor forannævnte områder.

Andre udvalg. Bestyrelsen er berettiget til at nedsætte udvalg/ og /eller indkalde specialhjælp i den udstrækning det skønnes nødvendigt.

 

Udvalgene kan ikke disponere på klubbens vegne uden bestyrelsens godkendelse.

 

§ 13 – GENERALFORSAMLINGEN

Med undtagelse af den i § 17 nævnte urafstemning er generalforsamlingen klubbens suverænt højeste myndighed.

Generalforsamlingen indvarsles med mindst tre ugers varsel til afholdelse inden udgangen af uge 13.

Mødestedet fastsættes af bestyrelsen; men den skal i ulige årstal afvikles øst for Storebælt og i lige årstal vest for Storebælt.

Indvarsling sker ved meddelelse i CHOW CHOW eller ved direkte skriftlig meddelelse til medlemmer.

 

Generalforsamlingen skal minimum omfatte følgende punkter:

1.

Valg af dirigent

2.

Bestyrelsens beretning

3.

Forelæggelse af klubbens regnskaber til godkendelse og meddelelse om ansvarsfrihed

4.

Fremlæggelse af budget for igangværende regnskabsår.

5.

Fastsættelse af kontingent

6.

Behandling af rettidigt indkomne forslag fra bestyrelse og medlemmer

7.

Valg af:

a. bestyrelsesmedlemmer

b. bestyrelsessuppleanter

c. revisor

d. revisorsuppleant

8.

Eventuelt

 

Forslag fra bestyrelse og medlemmer skal for at kunne behandles på generalforsamlingen være formanden i hænde senest den første hverdag efter den 14. Januar.

 

Kandidater til bestyrelsen skal skriftligt bekræfte deres opstilling.

Sådanne forslag og regnskaber tilstilles medlemmerne sammen med indvarslingen til generalforsamlingen.

Kandidater til posterne som bestyrelsessuppleanter, revisor og revisorsuppleanter indkaldes fra salen.

Ikke tilstedeværende medlemmer kan bringes i forslag mod forevisning af skriftlig accept fra den pågældende.

For valg til formands- og kassererposten kræves mindst halvdelen af de afgivne stemmer.

Er der opstillet mere end to kandidater, og ingen i første valgrunde opfylder denne betingelse, holdes der omvalg mellem de to kandidater, der har opnået højeste stemmetal i første valgrunde.

Ved valg til øvrige bestyrelses- og suppleantposter, er den/de, der har opnået højeste stemmetal, valgt.

Øvrige afstemninger, dog undtaget afstemninger ifølge §§ 16 og 17, afgøres ved almindeligt (simpelt) flertal.

Der kan ikke stemmes pr. brev eller ved fuldmagt.

 

Ved bestyrelsens unormale afgang på generalforsamlingen kan der opstilles og vælges kandidater fra salen.

 

§ 14 - EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING

Ekstraordinær generalforsamling skal finde sted, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når bestyrelsen efter anvendelsen af begge suppleanter ikke længere er fuldtallige.

Endvidere kan et mindstetal af 25% (femogtyve procent) blandt klubbens stemmeberettigede medlemmer skriftligt fremsætte krav om indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling.

Kravet skal mod kvittering, tilstilles formanden samt i kopi til begge klubbens revisorer, og skal indeholde oplysninger om, hvilke forhold, der ønskes behandlet.

Yderligere punkter vil ikke kunne omfattes i den ekstraordinære generalforsamlings dagsorden.

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes senest 4 (fire) uger efter, at formanden har modtaget anmodningen, med mindst 3 (tre) ugers varsel til afholdelse senest 6 (seks) uger efter udsendelsen af indkaldelsen.

I øvrigt følges bestemmelserne for den ordinære generalforsamling.

   

§ 15 – DISCIPLINÆRSAGER

Disciplinærsager, som ikke kan ordnes i mindelighed mellem klubbens bestyrelse og implicerede parter, fremsendes til DKK’s bestyrelse.

Kun sådanne sager, der ifølge DKK's love kan medføre disciplinære foranstaltninger, kan oversendes til bestyrelsen.

 

§ 16 – LOVÆNDRINGER

Forslag til ændringer i nærværende love kan kun komme til behandling på klubbens generalforsamling, såfremt de er fremsat i overensstemmelse med den i § 13 fastsatte tidsfrist, og der kræves for vedtagelse et kvalificeret flertal på to tredjedele af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer.

Ikrafttræden af sådanne lovændringer kan tidligst finde sted efter godkendelse i DKK.

DKK's eventuelle ændringer skal forelægges DCCK's førstkommende generalforsamling til endelig og godkendelse.

 

§ 17 – KLUBBENS OPHÆVELSE

Bestemmelse om klubbens ophævelse kan kun finde sted på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling.

For vedtagelse af forslaget kræves tre fjerdedele af de afgivne stemmer.

Vedtages forslaget, skal dette bekræftes ved en urafstemning med samme majoritet.

Bestemmelse om anvendelse af klubbens formue træffes på den særligt indkaldte ekstraordinære generalforsamling efter indstilling fra bestyrelsen, og den skal anvendes til gavn for hundesagen i henhold til formålsparagraffen.

 

§ 18 – IKRAFTTRÆDEN

Ovenstående er vedtaget på DCCK's generalforsamling den 28. Marts 1999, godkendt af Dansk Kennel Klub den 1. Juli 1999 og træder i kraft efter bestemmelserne i § 16.

 


 

Bilag 1. til love for Dansk Chow Chow Klub.

 

I henhold til DCCK’s love § 4 – Avlsarbejde, fastsætter DCCK følgende regler for eget avlsarbejde.

 

Registrering af parringer og hvalpekuld.

 

1.

Alle medlemmer af Dansk Chow Chow Klub har pligt til at give meddelelse til DCCK’s Sundhedsudvalg om foretagelse af parringer. Denne pligt påhviler tævens ejer. Parringen skal være bekræftet af hanhundens ejer.

2.

Tævens ejer har pligt til at give Sundhedsudvalget oplysning om fødsel, kuldets størrelse samt forekomst af fejl og defekter.

3.

Meddelelserne skal gives på blanketter udarbejdet af DCCK. Blanketterne skal være underskrevet.

Registreringerne har til formål at kortlægge og fremme kendskabet til faktiske forhold, herunder bl.a. arvegangen af positive og negative faktorer for Chow Chow racen og kan anvendes af medlemmerne og klubben i bestræbelserne på at fremkomme med det bedst mulige grundlag for avl.

 

Såfremt et medlem undlader at afgive de krævede oplysninger og/eller afgiver urigtige oplysninger udelukkes vedkommende fra benyttelse af DCCK’s hvalpeliste (herunder hvalpelisten på Internettet), indtil berigtigelse har fundet sted. I grove tilfælde eller i gentagelsestilfælde kan bestyrelsen beslutte, at udelukkelse skal ske for en periode på ikke under 2 år. Grove tilfælde eller gentagelses tilfælde vil blive anset for at værende modarbejdelse af DCCK og dennes arbejde for bedre avl. Bestyrelsen er derfor bemyndiget til at træffe disciplinære foranstaltninger over for det pågældende medlem eller til at indbringe forholdet for DKK’s disciplinærnævn.

 

Er et medlem udelukket fra at benytte DCCK’s hvalpeliste eller der er truffet disciplinære foranstaltninger mod vedkommende, vil udelukkelsen eller foranstaltningen tillige gælde alle medlemmer af den pågældende husstand.

 

Foranstående regler kan kun ændres efter de for lovændringer i DCCK gældende regler jf. lovenes § 16.

 
 

Copyright © 2009 - Dansk Chow Chow Klub